Hyggeklubben

Hyggeklub-logoMårslet Hyggeklub henvender sig til pensionister og efterlønsmodtagere bosat i Mårslet Sogn til uforpligtende sammenkomster i Sognehuset med mange interessante og spændende arrangementer. Det er altid den 2. tirsdag i måneden fra kl. 14.00-16.00, undtagen i månederne juni, juli og august.


Hyggeklubbens program for 2019/2020

Tirsdag d. 12. november kl. 14.00

HISTORIEFORTÆLLING                                                                                    Inger Lodberg fortæller gode historier. Det er historiefortælling som i gamle dage, men de leveres med et glimt i øjet og med stof til eftertanke. For det er spillevende historiefortælling af myter, eventyr og noveller. En sang eller to, som der kan synges med på, bliver der også plads til. Inger Lodberg har arbejdet i folkekirken og folkeskolen i mange år, er formand for foreningen af Fortællere i Østjylland og bl.a. arrangør af Fortællesalonen på Dokk1.

Tirsdag d. 14. januar kl. 14.00

HVORFOR GRINER MENNESKER?                                                                      Bent Kirkeby er pensioneret højskolelærer, med trang til at male, lave revy og gøre grin med virkeligheden. Han optrådte første gang som 8-årig for et publikum med en sjov sketch. Nu vil han fortælle os, hvordan han har forsøgt at finde ud af, hvorfor vi mennesker griner. For, som han siger, grineadfærden er fuldstændig absurd – man åbner munden, udstøder rytmiske brøl, tårerne triller, dele af kroppen bliver spastisk o.s.v. – en adfærd, der burde få enhver psykolog til at råbe på vagterne. De fleste af os er latternarkomaner, og det er der gode grunde til. Bent Kirkeby vil rette kikkerten mod humorens univers og fremdrage eksempler og forskningsresultater fra et helt livs oplevelser.

Tirsdag d. 11. februar kl. 14.00

ÅRHUS SENIORORKESTER                                                                                                  Under ledelse af Poul Bech Christensen kommer orkesteret igen og spiller god musik, som passer til vores aldersgruppe. Ca. 14 musikere vil underholde os med weinermusik, folkemusik, schlagere og andet iørefaldende musik.

Tirsdag d. 10. marts kl. 14.00

MIN TID I PET                                                                                                          Per Enevoldsen fortæller om den politiske terror, der i dag desværre er en del af vores hverdag, og den er ligesom spionagen under den kolde krig en undergravning af det danske samfund. Det stiller selvsagt store krav til PET, som er en hemmelig tjeneste, der nødvendigvis har en begrænset offentlighed omkring sin virksomhed, og som man faktisk kun hører omtalt, når et terror-anslag eller en spionagesag er blevet forhindret eller opklaret. Foredraget gennemgår efterretningsoperationer fra virkelighedens verden, der i spænding og fascination på mange måder overgår selv roman-litteraturens fiktive spioner, terrorister og landsforræddere.

 

Tirsdag d. 14. april kl. 14.00

ORIGINALERNE I MIT LIV                                                                                                                     Karsten Hansen, kendt fra TV2-Østjylland, giver os en rejse i ord gennem en bondesøns opvækst med fokus på alle dem ingen havde brug for. Mennesker som fortjener, at deres historie bliver fortalt smukt – og med et glimt i øjet. Det er fortællerens egen historie med humor og gribende øjeblikke, men samtidig er det manges historie, for vi var mange, som voksede op i det landbrugsland, som så drastisk skiftede karakter, da hesten forsvandt, og gårdene blev større og større.

TORSDAG d. 14. maj

Heldagsudflugt                                                                                                                                           Sæt kryds i kalenderen – nærmere herom senere.


Der er intet kontingent, arrangementerne er – bortset fra udflugterne – gratis, men da Aarhus Kommune har skåret kraftigt i tilskuddet til foredrag, ser vi os desværre nødsaget til at hæve prisen for kaffe og hjemmebag til 40 kr. pr. person til vores normale månedsmøder. Ligeledes vil prisen på udflugter også stige fremover, da busselskaberne også hæver priserne.


Arrangementerne strikkes sammen af en selvbestaltet bestyrelse, der p.t. er sammensat således:

Else Svendsen, tlf. nr.: 86936038,
e-mail: else.svendsen@gmail.com
Jørgen Lauritsen, tlf. nr.: 40552435,
e-mail: jlt@sjl.dk
Ellen Albæk, tlf.nr.: 40166497,
e-mail: nealbaek@familie.tele.dk

Kommende arrangementer i Hyggeklubben fremgår på forsiden af kirkens hjemmeside.

Lukket for kommentarer.