Folkekirkens Nødhjælp

Vær med – når vi går for klimaet den 8. marts 

8. marts 2020 kan du være med til at gøre en forskel for klimaet og verdens fattigste. Her samler vi sammen med 15000 danskere og Folkekirkens Nødhjælp ind til de mennesker, som lider allerhårdest under klimaforandringerne. Går du med, giver du livsnødvendig hjælp til dem, der står i første række, når oversvømmelser eller tørke rammer.

Børn pumper rent vand op i verdens største flygtningelejr i Bangladesh 
Fotograf: Tine Sletting Jakobsen  

I Etiopien, Sydsudan og Zimbabwe sulter millioner af mennesker, fordi tørken hærger og høsten slår fejl år efter år. I Nepal, Bangladesh og Myanmar forsvinder livsgrundlaget, når voldsom regn skyller jorden væk, eller når floderne går over deres breder. Fælles for befolkningerne er, at de ikke selv har skabt de problemer, som de betaler prisen for.

Den gennemsnitlige dansker udleder 20 gange så meget CO2 som den gennemsnitlige nepaleser. Men det er nepalesernes gletsjere, der smelter lige nu, fordi CO2-udledningerne får temperaturerne i Himalaya til at stige med rekordhøj hastighed. Og med de enorme mængder smeltevand vokser floderne, så både rismarker og landsbyer forsvinder. 

Verdens fattigste har brug for konkret hjælp

Folkekirkens Nødhjælp har ydet nødhjælp til mennesker i snart 100 år, længe før klimaforandringerne kom på dagsordenen. MEN der har aldrig været naturkatastrofer i det omfang, verden oplever nu. Og her er det ikke nok, at vi som danskere reducerer vores CO2-udledning.

I verdens fattigste lande er der brug for konkret hjælp til at håndtere tørke og oversvømmelser. Hjælp til at overkomme orkaner, der bliver voldsommere år for år. Her rammer forandringerne ikke kun fremtidens, men også nutidens børn.

Overforbrug af jordens ressourcer har skabt en global klimakrise. Det er for alvor gået op for os, at vi må ændre vores egne vaner og komme vores medmennesker til undsætning. Et konkret og godt sted at starte er at tilmelde dig Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling.

Pengene går til klimaløsninger som disse: 

  • Træplantning, der hindrer erodering og giver liv og skygge
  • Diger og dæmninger, der kan stoppe oversvømmelser
  • Huse og veje, der kan modstå vandmasser og jordskred
  • Systemer og apps, der kan advare befolkningen før et forestående uvejr
  • Vandpumper og vandrensningsanlæg, som sikrer folk rent drikkevand
  • Nye afgrøder, der kan klare tørke og vejrets omskiftelighed

Vi opfordrer alle – børn som voksne – til at gå en tur for verdens fattigste og klimaet søndag den 8. marts, når Folkekirkens Nødhjælp afholder husstandsindsamling.

Tilmeld dig som indsamler på blivindsamler.dk

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.