Ny kirke- og kultur medarbejder

Når julen er ovre og forventningens glæde løjet af, skyder vi år 2020 i gang og tager hul på lange, mørke januar. Normalt er januar ikke en måned jeg ser særligt frem til, men det gør jeg i år, for her starter et nyt, spændende kapitel for mig som kirkekulturmedarbejder ved Mårslet kirke. Jeg glæder mig!

Her et par ord om hvem jeg er.

Mit navn er Kirsten Margrethe Bach. Jeg er 36 år og bosat i Beder med min mand og vores tre piger på 9, 6 og 1 år. Jeg har taget to uddannelser – en cand. mag i musikvidenskab og dansk ved Aarhus Universitet og en bachelor i sang og musikpædagogik fra musikkonservatoriet. Jeg har tidligere arbejdet som gymnasielærer, musikskolelærer, sognemedhjælper og kirkesanger og derudover har jeg lavet en masse musik, sang og leg med førskolebørn i forskellige sammenhænge. Jeg glæder mig meget til de forskellige opgaver der nu venter forude i stillingen som kirke-kulturmedarbejder. Mårslet kender jeg som en smuk by med gode lokale kræfter og et stærkt fællesskab. Jeg ser meget frem til at blive en del af dette og møde jer alle, både børn og voksne i Mårslet Sogn. 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.