Ny kunst i sognehuset

Værket ”Farvandet vest for Hebriderne” er et af en serie af 5 store oliemalerier fra 2011-2014. Det måler H210XB270.

Værket tager udgangspunkt i min barndom ved Limfjorden, nærmere bestemt Nissum bredning. Når vi hørte farvandsudsigter blev blandt andet ”farvandet vest for Hebriderne nævnt”. Det klingede af fremmeartede havne, glitrende spejlinger og mærkelige fisk. Skrænterne langs fjorden var voldsomme og eroderede konstant, og ofte kunne man se rester af trapper, eller bygninger som måtte overgive sig til ler klinterne og bølgerne. Det var en drøm at gå alene langs fjorden og klatre op af de lidt farlige skrænter. Billedet viser den helt konkrete natur og dens kræfter, men også det eksotiske og uforståelige fra radio og film, det ubegribelige som befinder sig derude hvor horisonten ender. Den mærkelige kugle i midten er alt det man ikke kan forstå, men fornemmer der er derude. Hvis I ser godt efter kan I opdage ”huller” i maleriet, hvor lærredet står uberørt. De giver en fornemmelse af flere dimensioner og er nøje placeret for at give en fornemmele af luft og adgang til den anden side. Billedet er udtryk for en kærlighed til det der forgår og falder ned, hvilket er en helt naturlig konsekvens af vind, vejr, tyngdekraft og tid.

Kendetegnende for mit arbejde, om det er på papir eller lærred, er at alle strøg kan ses, og der bliver ikke dækket for processen.

Det er vigtigt for mig at vise i Mårslet hvad jeg laver i stedet for at stille på lager nu hvor jeg skal flytte ned på Århus havn med værkstedet og får lidt mindre plads. Derfor er værket midlertidigt udlånt. Det kan købes, og man er velkommen til at henvende sig omkring værket eller andre mindre værker.

Om Birgit Bjerre:

Birgit Bjerre er uddannet på Det Jyske Kunstakademi og medievidenskab i Århus, og arbejder professionelt som billedkunstner. Hun har gennem årene lavet 11 soloudstillinger i København, Århus og Ålborg. Hendes virke er støttet af Billedkunstudvalget i Århus, som har anvendt hende til udsmykninger, og Statens Kunstfond har støttet flere projekter. Birgit Bjerre bor i Mårslet, og har boet her med sin mand og tre drenge i 19 år.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.