Mårslet Kirke

Mårslet Kirke folder

Billeder og tekst er fra folderen VEJLEDNING TIL DANSKE KIRKER 1 Mårslet Kirke Udgivet af forlaget Hikuin Moesgård

 

Kirkens ydre

Størstedelen af vore landsbykirker er blevet bygget i den romanske periode i tiden mellem 1150 og 1250. I denne sammenhæng er Mårslet Kirke ingen undtagelse. Kirken tilhører gruppen af store jyske granitkirker, der blev rejst i egnen omkring Århus. Et pavebrev fra 1433 fortæller, at kirken er viet til apostlene Simon og Judas, mens et senere brev fra 1512 omtaler den som viet til Skt. Nikolai. Frem til reformationen i 1536 hørte Mårslet under den katolske kirke, men skiftede herefter ejer nogle gange inden kirken i 1653 blev overdraget til Mogens Frijs. Allerede i 1669 blev kirken givet videre til Gabriel Marselis, hvis søn Vilhelm senere arvede den. Fra da af forblev Mårslet Kirke under baroniet Vilhelmsborg, indtil den i 1921 blev selvejende. Uden sikre årstal overleveret gennem skriftlige kilder er det svært at komme med præcise tidsangivelser for grundlæggelse samt til- og ombygninger. Her må man støtte sig til stilhistoriske træk eller lignende eksempler andet steds fra. Derfor er årstalsangivelser i det følgende ofte vage. Kalkmalerierne i Mårslet Kirkes kor sandsynliggør, at kirken er bygget i tiden op imod år 1200. I middelalderens sidste del, omkring 1500, blev kirken udvidet med et stort tårn i vest og et våbenhus i syd. Ikke meget har forandret sig siden, og kirken tager sig således stadigvæk ud, som den gjorde for hen ved 500 år siden. Kirkens ældste dele, kor og skib, står på en skråkantsokkel af granit over en række syldsten, mens de senmiddelalderlige dele, tårn og våbenhus, står på store marksten.

Kirken fra sydøst

Den hvidkalkede kirke set fra sydøst. I korets østgavl ses et af kirkens oprindelige romanske vinduer. De store vinduer i korets og skibets langmure er først indsat i 1860

Koret og skibet er bygget i en blanding af store og små tilhuggede kvadre og rå kampesten. I 1860’erne valgte man at fjerne kalken fra nordmuren i våbenhuset, hvor skibets kvadre derfor i dag står synlige.

Sokkelparti

Sokkelpartiet ved kirkens sydøsthjørne. Under skråkantsoklen ses den rå kampestenssyld

Tårnet i vest og våbenhuset skiller sig ud ved at være rejst i munkesten, lagt i det middelalderlige munkeforbandt.

I 1779 gennemførte man en skalmuring af tårnets syd- og vestmur. Oprindeligt førte to rundbuede portaler, en i henholdsvis nord og syd, kirkegængeren ind i kirken. Nordportalen er i dag tilmuret, men betragter man skibets nordmur udefra, vil man endnu kunne finde spor efter portalen. Sydportalen er derimod stadig i funktion, beskyttet af våbenhuset. I skibet kunne lyset trænge ind igennem seks rundbuede vinduer, der sad placeret tre og tre i hver af skibets langsider.

Disse små højtsiddende åbninger er næsten alle tilmurede i dag, men ser man godt efter, kan de spores i murværket. Mod vest i skibets nordside genåbnede man i 1937 et af de små rundbuede romanske vinduer, så man kan få et indtryk af åbningernes oprindelige udseende. Koret havde også oprindelig rundbuede vinduer, et i hver mur. Af disse fungerer østvinduet endnu, om end det er omdannet en smule, således at det udvendigt er spidsbuet falset.

Vindfløjen fra 1779 med initialerne for Baron Christian Frederik Gyldenkrone

Vindfløjen fra 1779 med initialerne for Baron Christian Frederik Gyldenkrone

Hen imod middelalderens slutning, hvor man ønskede et lysere kirkerum, blev der indsat større spidsbuede vinduer. Disse er ligeledes blevet tilmuret, men deres konturer træder stadig frem i skibets mure. De store støbejernsvinduer, som sidder i kirken i dag, blev indsat i 1860.

Snit og plan af Mårslet Kirke. De tre typer signaturer på planen angiver hovedfaserne i kirkens bygningshistorie. Tæt krydsskravering markerer romansk tid (ca. 1050- 1250), skråskravering markerer gotisk tid (ca. 1250- 1550), mens de tætprikkede dele indikerer nyere tid (efter 1650). Efter: Danmarks Kirker

Snit og plan af Mårslet Kirke. De tre typer signaturer på planen angiver hovedfaserne i kirkens bygningshistorie. Tæt krydsskravering markerer romansk tid (ca. 1050- 1250), skråskravering markerer gotisk tid (ca. 1250- 1550), mens de tætprikkede dele indikerer nyere tid (efter 1650). Efter: Danmarks Kirker

Det mægtige tårn, der blev tilføjet kirken i senmiddelalderen, har i tidens løb gennemgået en række mindre forandringer, men fremstår i det store hele i sin oprindelige skikkelse. I tiden op til 1837 bestod tårnets tagdækning af bly, men den blev da udskiftet med de såkaldte bæverhaler af tegl. Da man istandsatte tårnet i 1779, blev begivenheden markeret, dels med året sat med smedede tal på tårnets vestside, dels med en fin vindfløj med årstal og initialer for Baron Christian Frederik Gyldenkrone. I det, der udgør tårnets mellemste stokværk, vil man kunne se spor efter flere nu tilmurede glugger, hvis former har paralleller i andre af egnens kirker. Øverst oppe i tårnet ved klokken finder man glamhullerne, et på hver af tårnets fire sider. Af disse er specielt det nordlige glamhul interessant, da det har bevaret sin originale spidsbuede form.

Bæverhaler

Kirkens flade tagsten med de rundede ender er såkaldte bæverhaler. Denne type tagdækning er én af de tidligste typer tagtegl, men almindelig udbredt blev den herhjemme først i århundrederne efter reformationen. Mårslet Kirke fik da også først sine bæverhaler i løbet af 1800-tallet.

Våbenhuset har fået ændret sit udseende gennem tiden. Oprindeligt var gavlen prydet med kamtakker, der blev brudt ned, da man valgte at forandre de øvre dele af tilbygningen. Dette resulterede i en ændring af centralblændingens udseende. Fra at være afsluttet i en formodentlig spidsbuet form, blev den store blænding nu afsluttet i en flad kurvehanksbue. På trods af dette har gavlen bibeholdt den firpasform i centralblændingen, der flankeres af to skråtstillede skjoldblændinger. I gavludsmykningen kan man finde klare paralleller til andre af egnens kirker.

Våbenhus

Våbenhuset som forrum til kirken var en hyppig tilføjelse ved mange af de danske kirker i senmiddelalderen. De blev ofte forsynet med fantasifulde gavlblændinger og kamtakker. I Mårslet er kamtakkerne blevet fjernet og blændingerne blevet ændret ved en senere ombygning

Det bør nævnes, at kirkens tagbeklædning ikke er helt almindelig for hverken egnen eller landet. Allerede i 1828 begyndte man at erstatte det gamle blytag med de såkaldte bæverhaler, da kor og skib fik denne tagdækning, mens tårnets blytag blev erstattet i 1837. Da man i 1974 fornyede alle bæverhalerne, blev våbenhuset også forsynet med samme tagdækning som resten af kirken. Mårslet Kirke er den eneste danske kirke, der udelukkende er dækket med bæverhaler.

Kirkens korparti set fra skibet. Altret smykkes af et støbejernskors udført 1970 af Gudrun Steenberg. Tæppet foran altret blev givet til kirken i 1989. Det er udført af Ester Bove Reintoft. I østvinduet er indsat en glasmosaik tegnet i 1971 af Mogens Jørgensen. En anden mosaik af samme kunstner sidder i tårnets vestvindue. I toppen af billedet ses en af kirkens tre lysekroner fra tiden omkring 1920

Kirkens korparti set fra skibet. Altret smykkes af et støbejernskors udført 1970 af Gudrun Steenberg. Tæppet foran altret blev givet til kirken i 1989. Det er udført af Ester Bove Reintoft. I østvinduet er indsat en glasmosaik tegnet i 1971 af Mogens Jørgensen. En anden mosaik af samme kunstner sidder i tårnets vestvindue. I toppen af billedet ses en af kirkens tre lysekroner fra tiden omkring 1920

Kirkens indre

Mod øst ligger koret, der åbner sig ud til kirkerummet ved den store korbue. På et tidspunkt har man udvidet korbuen fra de oprindelige ca. to meter til den nuværende bredde. Dette blev sikkert udført på samme tid, som kirken fik sine hvælv. Som så mange andre kirker i egnen omkring Århus er Mårslet Kirke i årene op imod 1500 blevet overhvælvet; koret fik to krydshvælv, og skibet fire. Alle kirkens hvælv er rejst over flot falsede vægpiller med spidsbuede skjold- og gjordbuer. Værd at bemærke er, hvorledes det vestligste af hvælvene er mindre end de andre på grund af dørens placering. Skibets to midterste hvælv er hver især forsynet med cirkulære åbninger. Sådanne ses i flere kirker i Østjylland. Ud over at tjene som adgang til kirkeloftet kan de have være benyttet til for eksempel Kristi Himmelfartsspil, hvor man lod en Jesusfigur fare til himmels ved at trække den op på loftet. Hullerne er i dag, som de nok også var i middelalderen, dækket med trælåg. Fra skibets vestende træder man ind i tårnrummet. Tårnet, der er rejst op imod skibets vestgavl, står i tre stokværks højde og er med sine svære mure usædvanlig kraftigt. Omkring tre meter over gulvniveau kan man se, at nord- og sydmuren er trukket lidt tilbage. Dette er formodentlig vidnesbyrd om oprindeligt planlagte hvælv. Iværksætterne havde nok forestillet sig tårnrummet dækket af to krydshvælv, men pengene slap måske op, og arbejdet blev aldrig afsluttet. Mod øst i skibet ses stadig spor efter de to sidealtre, der oprindelig var anbragt her. De blev sandsynligvis nedbrudt, da man indsatte skibets hvælv.

 

Udsmykning

Kalkmaleri vest

De romanske kalkmalerier i korets vestlige fag. De centrale dele af maleriet er desværre gået tabt

Den stærke mand fra det vestlige fags perspektiviske mæanderbort

Den stærke mand fra det vestlige fags perspektiviske mæanderbort

På korets nordvæg kan man i dag se rester af de romanske kalkmalerier, der formodentlig engang har dækket hele kirken. De stammer fra tiden mellem 1175 og 1200. Dekorationen er i dag kun en svag afglans af, hvad den var engang. Desværre har hvælvslagning og senere tiders hårdhændede behandling ødelagt meget. Det er dog bestemt muligt at give gode bud på billedernes budskab.

Motiverne skal læses som vandrette bånd, men meget af udsmykningen er skjult bag hvælv og vægpiller. Øverst ses en perspektivisk mæanderbort, der brydes af bueslag. I buerne er der fremstillinger af mænd i færd med at udføre umulige handlinger: en har rykket et træ op med rod, mens en anden har taget sin hest ved halen og slæber af sted med den. Hovedfrisen gengiver nogle af Jesu mirakler. I vest ses Brylluppet i Kana. Man ser et vældigt, udsmykket bord, hvorved der sidder fem personer. Det drejer sig om brudeparret og deres gæster, heriblandt Jesus og Maria. Man aner en rest af Fristelsen i Ørkenen.

Brylluppet i Kana (Joh. 2. 1-11), hvor Jesus forvandlede vand til vin. Jesus genkendes yderst til venstre på korsglorien bag hovedet. Til højre i billedet ses en lille rest af Fristelsen i Ørkenen (Matt. 4)

Brylluppet i Kana (Joh. 2. 1-11), hvor Jesus forvandlede vand til vin. Jesus genkendes yderst til venstre på korsglorien bag hovedet. Til højre i billedet ses en lille rest af Fristelsen i Ørkenen (Matt. 4)

Fristelsen genkendes ved en djævelsk figur, som peger ned mod tre runde sten. Under brylluppet forvandlede Jesus vand til vin, mens han i ørkenen modstod fristelsen til at skabe sten om til brød. Sammenstillet, som de ses her, skal motiverne forstås som en allegori over den forvandling, der sker under nadveren.

De romanske kalkmalerier i korets østlige fag. Kalkmalerierne er her i dårligere stand end i det vestlige fag. Delvis skjult bag hvælvpillen ses et af kirkens oprindelige romanske vinduer, der i smigen har en rankedekoration fra samme tid som de øvrige kalkmalerier

De romanske kalkmalerier i korets østlige fag. Kalkmalerierne er her i dårligere stand end i det vestlige fag. Delvis skjult bag hvælvpillen ses et af kirkens oprindelige romanske vinduer, der i smigen har en rankedekoration fra samme tid som de øvrige kalkmalerier

Mindetavle fra 1727 over sognepræst Mads Bergenhammer (1663-1727) og hustru. Tavlen er omgivet af resterne af en kalkmalet baldakin. Da man i 1990 valgte at flytte tavlen fra dens oprindelige placering på korets nordvæg blev baldakinen ligeledes trukket af og flyttet ved hjælp af en særlig teknik

Mindetavle fra 1727 over sognepræst Mads Bergenhammer (1663-1727) og hustru. Tavlen er omgivet af resterne af en kalkmalet baldakin. Da man i 1990 valgte at flytte tavlen fra dens oprindelige placering på korets nordvæg blev baldakinen ligeledes trukket af og flyttet ved hjælp af en særlig teknik

I øst forekommer endnu en scene fra Det Nye Testamente, nok episoden hvor Jesus taler til høvedsmanden i Kapernaum. Her ser man Jesus stående med autoritært løftet finger over for en velklædt herre med et væbnet følge. Også denne fremstilling skal forstås som en allegorisk henvisning til nadveren, da høvedsmandens ord til Jesus næsten præcis stemmer overens med den katolske menigheds ord til præsten, før de modtager nadveren (Kommunionen). Jesus genkendes let på malerierne ved den store korsglorie bag hovedet. Den fremstilling af brylluppet, som ses her, er den eneste kendte fremstilling fra den romanske periode, vi har herhjemme. Samlet henviser kalkmalerierne altså til nadveren og den kraft, der videregives gennem denne til de troende. I lavfrisen anes tre fremstillinger, hvis tolkning er meget usikker. Fra vest mod øst ser man en konge sidde på sin trone, udstedende ordre til en bevæbnet mand. Derefter ses en mand, der pågribes af to soldater, mens man helt mod øst ser en hest med saddel uden rytter. I forbindelse med tolkningen af billedernes motiver har man foreslået scener fra apostlen Paulus’ eller den engelske martyr Thomas Becketts liv. Nederst ses rester af et malet draperi, som det så ofte registreres i forbindelse med de romanske kalkmalerier.

Inventar

Mårslet Kirkes alterkalk fra 1660'erne. Kalken blev givet af Gabriel Marselis (adlet september 1665), hvis våben er indgraveret i kalkens bæger

Mårslet Kirkes alterkalk fra 1660’erne. Kalken blev givet af Gabriel Marselis (adlet september 1665), hvis våben er indgraveret i kalkens bæger

På altret står to malmstager fra omkring 1650.

Kirkens flotte oblatæske af sølv med indgraveret tekst i låget stammer fra 1721. Under bunden af kirkens oblatæske ses den århusianske guldsmed Mikkel Gregersens mesterstempel gentaget to gange. Samme guldsmed har leveret en tilsvarende æske til Storring Kirke

I Mårslet Kirke er døbefonten den eneste inventargenstand fra den middelalderlige periode. I denne henseende er kirken ganske typisk for det østjyske område, hvor middelalderligt inventar generelt er sparsomt bevaret. Dette skyldes landsdelens økonomiske styrke, der i høj grad har gjort det muligt for kirkerne løbende at forny deres inventar. Hovedparten af Mårslet Kirkes inventar er således fra århundrederne efter reformationen i 1536. I korets sydvæg er indsat en mindetavle fra 1727 over sognepræst Mads Bergenhammer og hans kone, der begge døde dette år. Tavlen af sortmalet kalksten bærer en lang indskrift inde i et ovalt felt. I sviklerne foroven er der engle og forneden siddende figurer, der symboliserer tidens gang. Mindetavlen var oprindelig indsat i det vestre fag på korets nordvæg, der hvor de romanske kalkmalerier er så hårdt medtagne. I 1990 flyttede man tavlen til sydvæggen.

Kirkens altersølv stammer fra 16- og 1700-tallet. Alterkalken er skænket af Gabriel Marselis (1609-73), hvis våbenskjold ses på bægeret. Oblatæsken er skænket til kirken i 1721 af Christen Schaarup og Johanna Bergenhammer, hvilket fremgår af den graverede indskrift på låget: »Denne Eske Er gifuen Til Maarslet Kierche af Christen Schaarup og Johanna Bergenhammer Paa Deris Brølups Dag Som Var d. 8. Julii A(nn)o 1721». De to ens mesterstempler — MG i et hjerte — der ses under bunden af æsken fortæller at æsken er udført i Århus af guldsmed Mikkel Gregersen. Kirkens disk er fra 1742 og vinkanden er fra 1960. På altret står to malmstager fra omkring 1650.

Gabriel Marselis' våben på kalken. To løver holder det firdelte våben med krydsede kanonløb i to af de fire felter. I de andre to felter er der spydbærende soldater

Gabriel Marselis’ våben på kalken. To løver holder det firdelte våben med krydsede kanonløb i to af de fire felter. I de andre to felter er der spydbærende soldater

Kirkens romanske granitfont med udhuggede dobbeltløver. I kummen ses det nederlandske dåbsfad fra 1600-tallet

Kirkens romanske granitfont med udhuggede dobbeltløver. I kummen ses det nederlandske dåbsfad fra 1600-tallet

Døbefonten af granit stammer fra kirkens opførelse i romansk tid og tilhører gruppen af såkaldte østjyske løvefonte. På kummen ses to løvepar, hver med et fælles fremspringende hoved. Løvekroppene er hugget i fladt relief, mens hovederne springer ca. 3 centimeter frem for kroppene. Hovederne har fine detaljer og velfriseret hår. Løvekroppene er forsynet med svungne haler. Blandt andet bør man lægge mærke til løvernes manker og kløer foruden de skarpt huggede haler, der er slynget mellem bagbenene. Da nogle af detaljerne er udført i ganske lavt relief, kan de være svære at se på afstand. Dette problem har man ikke haft i middelalderen, da granitfontene oprindeligt var bemalet i stærke farver.

Midtermotivet og ornamenterne i kirkens dåbsfad er drevet op fra undersiden og står frem i højt relief. Syndefaldet, hvor Eva lokker Adam til at spise den forbudne frugt, er et almindeligt motiv på dåbsfade og kan genfindes i mange danske kirker

Midtermotivet og ornamenterne i kirkens dåbsfad er drevet op fra undersiden og står frem i højt relief. Syndefaldet, hvor Eva lokker Adam til at spise den forbudne frugt, er et almindeligt motiv på dåbsfade og kan genfindes i mange danske kirker

Dåbsfadet i messing er fra begyndelsen af 1600-tallet og stammer fra Nederlandene. I bunden af fadet ses en fin fremstilling af Syndefaldet. Adam og Eva står på hver sin side af Kundskabens Træ, hvori slangen snor sig, og Eva er ved at plukke æblet af træet. Et vildt løvværk indrammer scenen, mens fadets fane er dekoreret af to vulstfriser.

Prædikestol

Mårslet Kirkes prædikestol i ungrenæssancestil fra 1603

Krucifiksgruppe fra prædikestolen

Prædikestolen af egetræ er fra 1603. Årstallet er skåret ind i stolens opgangsfag sammen med navnene på provsten, to præster og to kirkeværger. Foruden opgangsfaget består prædikestolen af fire fag samt et nyere og smallere fag ind mod væggen, hvortil oprindelige dele af prædikestolens udsmykning er flyttet. I alle fag er der udskårne figurer under bueslag. I tredje fag fra øst er det en krucifiksgruppe, og i de resterende fag ses de fire evangelister. På den venstre side af krucifiksgruppen er det Mattæus og Markus, på den højre Lukas, og i vægfeltet Johannes. Dobbeltsøjlerne ved prædikestolens hjørner er fint udsmykkede med akantusblade på prydbælterne nederst og med små menneskeansigter i kapitælerne.

Over og under hvert bueslag er der smalle skriftfelter.

 

Detalje1

Detalje fra prædikestolen

Teksten under krucifiksgruppen er fra indledningen til Johannesevangeliets kapitel 3, vers 16: »Så elste Gvd verden at hand gaf«. Hvis man springer dette felt over, kan de øvrige felter læses som en lang indskrift, hvor den øverste række læses først og dernæst den nederste. Disse skriftfelter er en kombination af et Bibelcitat og en opfordring til den prædikende præst. Teksten i de øverste felter er et uddrag fra Esajas’ Bog kapitel 58, vers 1, mens teksten nederst er frit tilføjet.

Prædikestolens sekssidede lydhimmel. Undersiden er ved profillister delt i seks felter omkring en central roset. Felterne er udsmykket med liljedekorationer

Prædikestolens sekssidede lydhimmel. Undersiden er ved profillister delt i seks felter omkring en central roset. Felterne er udsmykket med liljedekorationer

Samlet læses: »Rob høt. spar icke / opløft din røst som / en basone oc kvnd / giør met folck dieri / Om Christi slect oc mandoms anamelse / om Iesv ord oc ynderlige gierninger. / Om Christi vndfangelse oc fødelse«.

Detalje2

Detalje fra prædikestolen


Den sekssidede lydhimmel er samtidig med prædikestolen og også af egetræ. Ved hjørnefremsprin-gene ses små udskårne menneskehoveder og på undersiden store engleansigter. Frisen på lydhimmelen rummer en indskrift, der delvist stammer fra Markusevangeliets kapitel 13, vers 31: »Himmel oc iord / skylde forga(!) men / mine ord skylde icke / forgaa. Marcii Gvds / ord bliver evindelig«. Det sidste ord kan ikke læses på grund af lydhimmelens placering ind mod muren.

 

 

Epitafie

Epitafiet fra skibets nordvæg

Kristi opstandelse er afbildet på epitafiet fra 1641. Fremstillingen af Kristus, der rejser sig af graven med sejrsfanen, er et udbredt motiv i kirkekunsten. Denne måde at fremstille scenen på kendes ikke fra Bibelen, men er snarere kunstens forsøg på at understrege betydningen af Opstan-delsen i den kristne lære

Kristi opstandelse er afbildet på epitafiet fra 1641. Fremstillingen af Kristus, der rejser sig af graven med sejrsfanen, er et udbredt motiv i kirkekunsten. Denne måde at fremstille scenen på kendes ikke fra Bibelen, men er snarere kunstens forsøg på at understrege betydningen af Opstandelsen i den kristne lære

På kirkens nordvæg hænger et epitafium med billedskærerarbejde og et maleri i storfeltet. Epitafiet er opsat i 1641 over Peder Nielsen og Ingeborg Pedersdatter Fog samt fem af deres børn, der alle døde under pesten i 1603. Epitafiet af egetræ er bekostet af det eneste overlevende barn, sønnen Rasmus Pedersen Thestrup fra Århus. Maleriet i storfeltet forestiller den triumferende Kristus, der rejser sig af graven med sejrsfanen.

Kirkeskibet fra 1987 er en gave fra tre ældre søskende i sognet. Det er en model af orlogsskibet Fredericus Quartus, der blev bygget på Holmen i 1699. I baggrunden ses kirkens gamle altertavle fra 1888 ophængt på skibets nordvæg. På tavlen ses Kristus hos Martha og Maria

Kirkeskibet fra 1987 er en gave fra tre ældre søskende i sognet. Det er en model af orlogsskibet Fredericus Quartus, der blev bygget på Holmen i 1699. I baggrunden ses kirkens gamle altertavle fra 1888 ophængt på skibets nordvæg. På tavlen ses Kristus hos Martha og Maria

Mindetavle 2

Mindetavlen på kirkens sydvæg rummer to skriftfelter. Øverst læses: »Dend Her i Maarslett Kirke Hengende Lyse Crone og Opsatte lyse Arm haver høyagtbare og velfornemme Sr. Christen Sckaarup af Aarhuus og hans Elskelige Brud Iohanna Bergen Hammer af Maarslett Præstegaard gived til Kirken paa deres Brøllupsdag d. 8. Julii Anno 1721«. I det nederste felt læses verset: » Oplys med det lys self o gud / Dend Brudgom med sin unge Brud / Som lyse Arm og Crone /Din Tempel gaf ydmygelig/ Og samle dem i Himmerig, for Lammeds / Stoel og Throne; Lad dem og der da finde mig/ Som Begge elsker inderlig/ Og dette Skreved haver / Saa vil vi i det høye hof/Dig Samptlig yde Samled Lof /for alle dine gaver. M B. H. Sponsæ Pater«. Sidste del af indskriften oversættes til: Mads Bergenhammer, brudens far. – Ægteparret forsynede samme år kirken med en oblatæske. Brudens far og mor fik efter deres død opsat et epitafium i koret

På skibets nordvæg hænger også kirkens gamle altertavle, der indtil 1970 stod på altret. Tavlen med et maleri af Kristus hos Martha og Maria stammer fra 1888, da den erstattede kirkens barokaltertavle fra 1682. Tavlen fra 1888 var en gave fra den daværende kirkeejer, baron Carl Gyldenkrone, og dennes kone i forbindelse med deres sølvbryllup. Barokaltertavlen opbevares nu i Den gamle By i Århus. På skibets sydvæg, vest for indgangsdøren, hænger en mindetavle fra 1721. Ifølge indskriften er tavlen ophængt af sognepræst Mads Bergenhammer i forbindelse med hans datter Johanna Bergenhammer og Christen Schaarups bryllup. Tavlen af egetræ rummer to ens opbyggede felter: en hvælvet skriftramme, omgivet af forskellige udskårne reliefmotiver. Øverst Moses med lovens tavler og Aron med et røgelseskar; nederst to uidentificerede personer, måske Paulus og Peter.

 

I tårnrummet står orglet fra 1979. Det er fremstillet af Marcussen & Søn i Aabenraa. Orglet har 12 stemmer og en transmission. Arkitekt Rolf Graae har tegnet orgelhuset.

I tårnet er klokken ophængt i en klokkestol af egetræ. I 1983 installeredes elektrisk ringning

I tårnet er klokken ophængt i en klokkestol af egetræ. I 1983 installeredes elektrisk ringning

Klokken har en latinsk indskrift- fra Davids Salme 150, vers 5. Bibelcitatet afsluttes med »Mattias Benninck me fecit anno 1594« — (Mattias Benninck gjorde mig i året 1594). Over skriftbåndet løber en kompliceret ornamentfrise

Klokken har en latinsk indskrift- fra Davids Salme 150, vers 5. Bibelcitatet afsluttes med »Mattias Benninck me fecit anno 1594« — (Mattias Benninck gjorde mig i året 1594). Over skriftbåndet løber en kompliceret ornamentfrise

Øverst i tårnet, med adgang fra tårnrummet, hænger kirkens klokke fra 1594. Det vides, at kirken tidligere har haft flere klokker. Ved indkrævningen af en stor klokkeskat måtte Mårslet Kirke i 1528 således afgive to klokker til kongens kanonstøberi.

Motivet på renæssancegravstenen fra midten af 1600-tallet er meget nedslidt, sandsynligvis fordi stenen oprindelig har ligget i skibets gulv. Endnu anes dog omridsene af to mænd og en kvinde. I dag er gravstenen opstillet i kirkens våbenhus

Motivet på renæssancegravstenen fra midten af 1600-tallet er meget nedslidt, sandsynligvis fordi stenen oprindelig har ligget i skibets gulv. Endnu anes dog omridsene af to mænd og en kvinde. I dag er gravstenen opstillet i kirkens våbenhus

I våbenhuset står en stærkt nedslidt gravsten fra midten af 1600-tallet. Den er af rødlig kalksten og lagt over en kvinde og to mænd. Det drejer sig formodentlig om en kvinde, der efter sin første mands død atter er blevet gift. Stenen kan være fremstillet i et århusiansk værksted, da en næsten identisk sten findes i Elsted Kirke.

På kirkegården, vest for kirken, står en rest af den middelalderlige kirkegårdsmur af kampesten. En anden rest af muren ses syd for kirken. Muren er meget kraftig, omkring 1 meter bred. Den del af muren, der står vest for kirken, er næsten 2 meter høj. Disse imponerende dimensioner har givet an-ledning til overvejelser om, hvorvidt kirkegården har været befæstet som for eksempel kirkegårdene i Malling og Odder. De bevarede rester af kirkegårdsmuren i Mårslet stammer sandsynligvis fra senmiddelalderen.

En stensat trappe fører fra vejen op til den hvidkalkede teglstensportal i kirkegårdens vestmur. Portalen stammer sandsynligvis fra senmiddelalderen

En stensat trappe fører fra vejen op til den hvidkalkede teglstensportal i kirkegårdens vestmur. Portalen stammer sandsynligvis fra senmiddelalderen

I murforløbet vest for kirken er placeret en teglbygget portal, der via en stensat trappe fører ned til vejen. Portalens døråbning er fladbuet, og i hver af portalens ydre vanger er der en lille fladbuet niche. I de indre vanger er der huller til en stængebom. Portalen er formodentlig senmiddelalderlig.

Lige øst for kirkens våbenhus ligger en gravsten fra romansk tid. Stenen, der er af granit, er omtrent 1 meter lang. På oversiden er indhugget et navn, enten »HALDA« eller »HALDN« — det sidste bogstav er stærkt forvitret og kan ikke identificeres med sikkerhed. Det er sandsynligvis en forkortelse for navnet Halfdan. Ud over dette navn ses på stenen tre kors i forlængelse af hinanden, samt nogle ornamenter i form af et trekløver og et firkløver. I våbenhusets østside er indmuret en anden granitsten med omtrent samme dimensioner. Stenen har ingen synlig dekoration, men det er formodentlig en romansk gravsten, der er blevet genanvendt som byggemateriale, da våbenhuset er blevet opført i sengotisk tid. Ligesom døbefonten har de romanske gravsten sandsynligvis oprindelig været bemalet i klare farver. Motiverne har derfor fremstået langt tydeligere, end de gør i dag, hvor stenene savner bemalingen og desuden er meget forvitrede af næsten 1000 års vejrlig.

 

Ved et besøg i Mårslet Kirke føres man igennem 800 års kirkehistorie. Bygningen fortæller sin egen historie om skiftende tiders krav og ønsker. Dette gælder også for inventaret, der tidsmæssigt spænder fra opførelsestiden til vore dage. Både bygning og inventar er typiske for egnen omkring Århus, men de enestående kalkmalerier og den specielle kirkegårdsmur er med til at gøre Mårslet Kirke et besøg værd.

 

Litteratur

Danmarks Kirker, Århus Amt, København 1983-87. Danske Kalkmalerier (red. U. Haastrup & R. Egevang), bd. 2, København 1987.

 

Folderen er udført Af

Mogens Skaaning Hoegsberg og Martin Wangsgaard Jiirgensen

 

Lukket for kommentarer.