Skole-kirke-samarbejde om død og sorg

7. klasserne fra Mårslet skole har her i efteråret holdt temadage om død og sorg og det at miste, fordelt på to hele dage i et samarbejde mellem skolen og kirken.

Vi lagde ud med at se en film om tre teenagere, der enten havde mistet en forælder eller havde en kræftsyg forælder, hvoraf den ene ikke havde flere behandlingsmuligheder. Filmen hedder ”Et forbandet år” og ligger gratis tilgængelig på Det danske filminstituts hjemmeside.

Ikke alle elever har selv haft døden inde på livet, men på et eller andet plan forstår man jo, at det er noget, vi ikke slipper for her i livet. Døden findes. Vi bad eleverne forholde sig til, hvad man egentlig skal gøre, hvis nogen man kender, mister en forælder eller en søster eller bror. Hvad skal man sige og gøre? Og hvad må man helst ikke gøre? Nogle synes måske, at det bedste man kan gøre er ofte at spørge til personen, mens andre mener, at vedkommende nok også har brug for fred. Nogle vil opfordre den ulykkelige ven til at tale om det. Men hvad gør man så, hvis der bliver svaret: ”Jeg vil ikke tale om det”. Tør man ikke henvende sig igen, så? Man er jo blevet afvist på sin gode vilje! Det kræver faktisk mod at tilbyde sit nærvær til én, der er i sorg. Det er langt lettere at lade være. I én af klasserne faldt talen også på, at man skal huske, at ved at spørge så kan man også risikere, at den anden kommer til at græde. Men den sørgende græder ikke over spørgsmålet. Den sørgende er i forvejen ked af det, så det er ikke dig, der gør ham ked af det. Det er han allerede. Det værste er at lade som ingenting.

I vores samtaler om, hvilke former for tab, eleverne er ramt af, kalder vi også skilsmisse for et tab. Det er et tab, når de to mennesker, man elsker allerhøjst ikke længere elsker hinanden, og når ens tilværelse splittes op i to verdener, der ikke altid er lige forenelige. Den drøm om et liv, man har som barn, er brast og man kan sørge over, at det liv får man ikke igen. Det sorgløse og ukomplicerede. Nogle fremhæver dog også, at det er noget, man vænner sig til, og en dag kan det måske ikke være anderledes. Måske får man også noget godt ud af det, hvis man får nogle stedforældre, man bliver glad for.

Børn og unge mennesker lægger mærke til mere, end vi voksne tror. Nogle gange hører de noget, det ikke var meningen, de skulle vide. Og det ved de godt. Derfor bliver de alene om frygten og sorgen.

Alle Helgen kunne måske være en årlig anledning til at tale om de sorger, familien bærer rundt på, og snakke om, hvad dem, som vi har mistet, betød og stadig betyder for os.

Over middag skulle vi have løsnet lidt op, og vi begav os ud i den mere praktiske del, nemlig det at have et sted at gå hen og mindes vore døde. Derfor skulle konfirmanderne lave deres klassers gravsteder for en fiktiv person, som der også blev skrevet taler over. De fik hjælp af kirkens gravere, en fritidsstenhugger, Mie Rosenmaj og Ellen og Else Kjemtrup fra menighedsrådet stod til rådighed og lærte blomsterbindingens kunst fra sig, Moesgård Havecenter leverede nogle planter og stenhuggere lånte os værktøj.

Venlig hilsen,
Sognepræst, Signe Høg
og konstitueret sognepræst, Kasper Hansen

   

 

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.